Skip to content
Nelum
Laws of Greenland

Act amending the Fishery Act (No. 6 of 1998)

Made 1998-05-20 · Text as of 2026-10-01

Public law and official guidance, published as research. Not legal, tax or financial advice.

research.laws.repealedOn

About this law

Original title
Landstingslov nr. 6 af 20. maj 1998 om ændring af landstingslov om fiskeri.
Language
Danish
Kind
Act
Organisation
European Union
Country
Greenland
Subjects
Fisheries and aquaculture
Keywords
landing, fishing vessel, allocation/quota, monitoring, taxes, fishery management and conservation, marine fisheries

Where to read it

    No source link is recorded for this law.

Text

The law's own text, section by section, as held. Each section has its own link.

  1. Landstingslov nr. 6 af 20. maj 1998 om ændring af landstingslov om fiskeri. § 1 I landstingslov nr. 18 af 31. oktober 1996 om fiskeri foretages følgende ændringer: 1. § 1 affattes således: "§ 1. Loven omfatter det erhvervsmæssige og det ikke erhvervsmæssige fiskeri i Grønland og på Grønlands fiskeriterritorium, samt det grønlandske erhvervsmæssige fiskeri uden for dette territorium, samt udenlandske fartøjers landinger eller omladning i Grønland." 2. I § 6 stk. 5 affattes nr. 2 og 3 således: "2) fra betingelserne i stk. 3, nr. 4, når det kan godtgøres, at der har foreligget særlige omstændigheder, som har bevirket, at kravet om indtægtsandel ikke har kunnet opfyldes. 3) fra betingelserne i stk. 3, nr. 4, for personer, som hidtil ikke har haft et hovederhverv, samt for andre, som tidligere har haft fiskeri som hovederhverv." 3. I § 9 indsættes som stk. 2: "Stk. 2. Erhvervsmæssigt grønlandsk fiskeri udenfor Grønlands Fiskeriterritorium kan kun udøves med fartøjer, der ikraft af ejerforhold er hjemmehørende i Grønland og må ikke indledes førend der er opnået licens hertil af Landsstyret." 4. I § 12 indsættes som stk. 3: "Stk. 3. Landsstyret kan fastsætte regler for udenlandske fartøjers landinger til Grønland eller omladning i Grønlands Fiskeriterritorium for fangster taget udenfor Grønlands Fiskeriterritorium." 5. § 15 stk. 4 affattes således: "Stk. 4. Ingen selskaber eller enkeltpersoner må gennem køb af kvoteandele opnå en kvoteandel, i reguleringsområdet for den kystnære flådekomponent, der overstiger 6 %." 6. § 22 stk. 1. nr. 2 affattes således: "2) at en bestemt del af besætningen skal være personer med fast tilknytning til det grønlandske samfund (besætningsandel)." 7. I § 26 affattes stk. 1 således: "§ 26. Landsstyret kan udstede regler om kontrol med overholdelse af bestemmelserne i loven og regler udstedt i medfør af loven samt med henblik på at opfylde Grønlands kontrolforpligtigelser i henhold til internationale aftaler." 8. I § 33 stk. 1 nr. 1 indsættes efter "§ 8": " § 9, stk. 2," § 2 Landstingsloven træder i kraft den 1. juni 1998. Grønlands Hjemmestyre, den 20. maj 1998. Jonathan Motzfeldt / Pâviâraq Heilmann 26. marts 1998 FM 1998/25 Bemærkninger til landstingslov nr. # af ##. # 1998 om ændring af landstingslov nr. 18. af 31. oktober 1996 om fiskeri. Almindelige bemærkninger Loven indeholder en udvidelse af lovens reguleringsområde som følge af Grønlands internationale forpligtigelser. Udvidelsen af lovens reguleringsområde falder i tråd med bestemmelserne i FN's havretskonvention, FN-aftalen om vandrende og stærkt migrerende fiskebestande samt FAO's adfærdskodeks for ansvarligt fiskeri. Loven omfatter tillige en licenspligt for grønlandske fartøjer ved fiskeri udenfor Grønlands Fiskeriterritorium. Loven omfatter tillige en lovteknisk præcisering af tilknytningskravet i forbindelse med bemanding af grønlandske fiskefartøjer. Nærmere bestemmelser om lovændringerne gennemføres igennem lovens tilhørende bekendtgørelser om fiskeri. Forslagets økonomiske og administrative konsekvenser Forslaget forudsættes ikke at medføre merudgifter for landskassen. Bemærkninger til forslagets enkelte bestemmelser § 1. Ifølge den nugældende bestemmelse i præamblen begrænser loven sig at omfatte det erhvervsmæssige og det ikke erhvervsmæssige fiskeri i Grønland og på Grønlands Fiskeriterritorium, samt det grønlandske erhvervsmæssige fiskeri uden for dette territorium. Ændringen i præamblen indebærer, at loven udvides til at omfatte udenlandske fartøjers landinger eller omladning i Grønland. De konkrete bestemmelser som følge af udvidelsen fremgår af ny § 12 stk. 3 og ved ændringer i § 26, stk. 1 og 2. § 6 stk. 5 Bestemmelsen foreslås ændret, således at dispensationsadgangen udvides. En person, som ønsker at få licens til fiskeri, f.eks. licens til fiskeri efter hellefisk, skal opfylde følgende betingelser: l) fast tilknytning til det grønlandske samfund; 2) folkeregisteradresse i Grønland, og have haft folkeregisteradresse i Grønland i de forudgående to år; 3) fuldt skattepligtig i Grønland og have været fuldt skattepligtig i Grønland i de forudgående to kalenderår. 4) skal i de forudgående to kalenderår have været beskæftiget med erhvervsfiskeri, og mindst 2/3 af bruttoindkomsten ved personlig virksomhed skal i de forudgående to kalenderår stamme fra erhvervsfiskeri. Med virksomhed som erhvervsfisker sidestilles virksomhed som fanger, fåreholder, renavler og lignende. Disse betingelser medfører, at unge mennesker og andre, som vil ind i fiskerierhvervet, ikke har mulighed for selv at få licens til fiskeri efter licenspligtige arter, medmindre disse personer i mindst 2 år er besætningsmedlemmer på et fiskefartøj. Dispensationsmuligheden vil primært blive benyttet for følgende personer: 1. Personer, som hidtil ikke har haft et hovederhverv og som vil ernære sig ved fiskeri. 2. Personer, som tidligere har haft fiskeri som hovederhverv, og som af en eller anden grund har forladt erhvervet, og som nu vil tilbage til fiskerierhvervet igen. Ny § 9 stk. 2 Bestemmer at "erhvervsmæssigt grønlandsk fiskeri udenfor Grønlands Fiskeriterritorium kun kan udøves med fartøjer, der i kraft af ejerforhold er hjemmehørende i Grønland og må ikke indledes førend der er opnået licens hertil af Landsstyret." Bestemmelsen er en konsekvens af Grønlands internationale forpligtigelser til at licensiere fartøjer som er indregistreret i Grønland ved deres fiskeri i NAFO og NEAFC - reguleringsområderne og ved fiskeri i internationale farvande. Grønland har i de forløbne år ikke fuldt udnyttet sine fiskerirettigheder i internationalt farvand og i havområder hvor andre lande har fiskerijurisdiktion. Disse uudnyttede fiskerirettigheder har bevirket tiltagende interesse fra rederier som ikke er indregistreret i Grønland. En sådan licenseringspligt sammenholdt med pligten til at opfylde ejerskabskravene i lovens § 6 for grønlandske fartøjer vil eliminerer udenlandske fartøjers bekvemelighedsomflagning til Grønland med henblik på fiskeri på grønlandske fiskerirettigheder uden for Grønland. Ny § 12 stk. 3 Bestemmer at "Landsstyret kan fastsætte regler for udenlandske fartøjers landing eller omladning i Grønland eller Grønlands Fiskeriterritorium for fangster taget udenfor Grønlands Fiskeriterritorium." Den nye bestemmelse hænger lovteknisk sammen med udvidelsen af lovens præambel og ændringerne i § 26 stk. 1 og 2. Bestemmelsen er en konsekvens af Grønlands forpligtigelser som følge af internationale aftaler i NAFO og NEAFC´s regi. Grønland er en kyststat og medlem af de to regionale mellemstatslige fiskeriorganisationer NAFO (North West Atlantic Fisheries Organization) og NEAFC (North East Atlantic Fisheries Commission). Organisationerne regulerer fiskeri i det åbne hav, udenfor kyststaternes 200 sømile fiskerijurisdiktionsområder. I perioden op til 1997 blev der indgået en række aftaler om regulering af fiskeriadgangen til NAFO og NEAFC-reguleringsområderne og kontrollen med fiskeriet heraf. I den forbindelse har Grønland pligt til at deltage i kontrollen med ikke medlemstaters fiskeri i reguleringsområderne. Således skal der bl.a. foretages kontrol med udenlandske fartøjers landing til grønlandske havne eller omladning i Grønlands jurisdiktionsområde af fangster taget i reguleringsområderne. Landsstyret vil på baggrund af de nye bestemmelser i denne paragraf og ændringerne i § 26 stk. 1 og 2 udfærdige bekendtgørelser som implementerer kontrolbestemmelserne fra NAFO og NEAFC. § 15 stk. 4 Bestemmelsen § 15 stk. 4 blev indført ved revisionen af fiskeriloven ved Landstingets efterårssamling i 1996. Bestemmelsen giver mulighed for, at personer eller selskaber i det kystnære rejefiskeri kan eje op til 10 % af det samlede kvoteandele. Procent-delen foreslås nedsat til 6 % for derved at sikre en større spredning af ejerne til kvoteandele til kystnære rejefiskeri. § 22. stk. 1. nr. 2 er lovteknisk justeret således at den dækkes ind af definitionen i § 3, stk. 4 om fortolkning af "fast tilknytning til det grønlandske samfund" i lovens kapitel 2 om definitioner. Den lovtekniske justering til "at en bestemt del af besætningen skal være personer med fast tilknytning til det grønlandske samfund (besætningsandel)" skal ligge til grund for en revision af Hjemmestyrets bekendtgørelse om bemanding af grønlandske fiskefartøjer. § 26. stk. 1 I konsekvens af ny § 12 stk. 3 er Landsstyrets grundlag for udstedelse af regler om kontrol med overholdelse af bestemmelserne i loven og i regler udstedt efter loven udvidet med hjemmel til at implementere de til enhver tid gældende kontrolforpligtigelser ifølge internationale aftaler. Frem til og med 1997 blev der i NAFO indgået en række aftaler for medlemstaterne om regulering af fiskeriadgangen og kontrollen med fiskeriet heraf. Aftalerne er indgået som konsekvens af et stigende ureguleret fiskeri fra fartøjer som er indregistreret i lande, som ikke er medlemmer af organisationen. Det uregulerede fiskeri medfører pres på ressourcerne i reguleringsområderne og de tilstødende kyststaters fiskeriterritorier. Bestemmelserne skal sikre sanktionsmuligheder over for fartøjer indregistreret i lande som ikke er medlemmer i NAFO for deres uregulerede fiskeri. § 33. stk. 1. nr. 1 I konsekvens af konkrete pålæg i ny § 9, stk. 2 for erhvervsmæssigt grønlandsk fiskeri udenfor Grønlands Fiskeriterritorium om at dette kun kan ske med fartøjer, der i kraft af ejerforhold er hjemmeboende i Grønland og tillige ikke må indledes førend der er opnået licens hertil af landsstyret, udvides foranstaltningsbestemmelserne til at omfatte § 9, stk. 2. 9. maj 1998 FM 1998/25 BETÆNKNING Afgivet af Landstingets Fiskeri-, Fangst- og Landbrugsudvalg vedrørende Forslag til landstingslov om ændring af landstingslov om fiskeri Landstingets Fiskeri-, Fangst- og Landbrugsudvalg har under behandlingen bestået af landstingsmedlem Siverth K. Heilmann (A), formand landstingsmedlem Lars Karl Jensen (S) landstingsmedlem Niels MátâK (S) landstingsmedlem Otto Steenholdt (A) landstingsmedlem Johan Lund Olsen (IA) Landstingets Fiskeri-, Fangst- og Landbrugsudvalg har efter Landstingets 1. behandling af forslag til landstingslov om ændring af landstingslov om fiskeri gennemgået lovforslaget med bemærkninger. Indledningsvis skal der gøres opmærksom på, at udvalget tilslutter sig Landsstyrets ønske om at fastholde lovens formålsbeskrivelse, idet beskæftigelsen på landanlæggene betragtes som værende af stor samfundsmæssig betydning. Samtidig skal der dog gøres opmærksom på, at i en tid med begrænsede ressourcer, er det vigtigt, at der findes smidige indhandlingsmuligheder; ikke mindst af hensyn til, at udsmid af fangst så vidt muligt undgås. Derfor skal det understreges, at udvalget finder det væsentligt, at der er mulighed for at indsætte indhandlingsskibe i situationer, hvor indhandlingsmulighederne på land er begrænsede. Udvalget noterer sig derfor med tilfredshed, at Landsstyret fremsatte lignende overvejelser ved fremlæggelsen af lovforslaget Udvalget noterer sig, at en væsentlig del af de ændringer, Landstyret foreslår, er en konsekvens af Grønlands internationale forpligtelser. Udvalget finder det i denne sammenhæng væsentligt, at udenlandske fartøjers landinger og omladning i Grønland kontrolleres, ligesom udvalget fuldt ud kan tilslutte sig, at udenlandske fartøjers mulighed for bekvemmelighedsomflagning til Grønland fjernes. I den forbindelse finder udvalget det endvidere væsentligt, at grønlandske fartøjers fiskerimuligheder i- såvel som udenfor Grønland sikres. Landsstyret opfordres således til stadighed at arbejde for at sikre flere fiskerirettigheder for grønlandsk indregistrerede fartøjer i udenlandske og internationale farvande. Udvalget kan fuldt ud tilslutte sig forslaget om en lovteknisk præcisering af § 22, stk 1, nr. 2 om tilknytningskravet i forbindelse med bemandingen af grønlandske fiskefartøjer. Det skaber en bedre sammenhæng i loven, ligesom det ikke mindst er af stor betydning at skabe mulighed for, at flere af vore egne fiskere deltager i det udenskærs fiskeri. En stramning af bemandingsreglerne er derfor på sin plads. Udvalget har med interesse drøftet forslaget om ændringer af § 6, stk 5, således Landsstyrets muligheder for at dispensere fra lovens bestemmelser om betingelserne for adgang til at udøve erhvervsmæssigt fiskeri udvides. Udvalget kan på baggrund af intentionerne for forslaget tilslutte sig dette og finder det ikke mindst støtteværdigt, at der ønskes skabt nemmere adgang til fiskerierhvervet for unge mennesker. Udvalget finder, at denne udvidede mulighed for unge mennesker er af særdeles stor betydning for fiskerierhvervet. Udvalget er af den opfattelse, at det er helt essentielt, at landets unge mennesker er opmærksom på disse muligheder. Derfor kan det være et problem, at Landsstyrets intentioner for, hvorledes den udvidede dispensation skal forvaltes, ikke fremgår af selve lovteksten. Udvalget indstiller derfor overfor Landstinget, at Landsstyret skal informere borgerne i samfundet om de udvidede muligheder for at dispensere fra betingelserne i § 6, stk 3, nr. 4, som følge af ændringerne af § 6, stk. 5, nr. 2 og 3, med særlig vægt på de muligheder for at opnå adgang til erhvervsmæssigt fiskeri, det giver for unge mennesker Under forslagets førstebehandling opfordredes Landsstyret til at inddrage bl.a. de lokale KNAPK afdelinger i sager, hvor det er på tale at give unge mennesker dispensation fra betingelserne for adgang til erhvervsmæssigt fiskeri. Denne opfordring til Landsstyret skal hermed gentages af udvalget. Landsstyrets forslag om ændring af § 15, stk. 4, således den andel af den kystnære kvote, der må ejes nedsættes fra 10 til 6%, har udvalget vurderet nøje. Udvalget kan tilslutte sig det foreslåede, idet udvalget kan støtte, at der sker en spredning af ejerskabet til kvoteandele i det kystnære fiskeri. Det er dog vigtigt, at Landsstyret til stadighed vurderer reglerne for, hvor store kvoteandele, der må ejes ud fra de til enhver tid foreliggende forhold. Afslutningsvis har udvalget drøftet forslag fra Landstingsmedlem Hans Enoksen om at stoppe Royal Greenland A/S’ planer om at anskaffe rejefartøjer til indenskærs fiskeri. Behandlingen af forslaget blev udsat på Landstingets Vintersamling 1998. Udvalget finder, at forslagets intentioner om at give unge mennesker bedre mulighed for adgang til fiskeriet og om at sikre fiskerne flere kvoter, i alt væsentligt opfyldes af Landsstyrets fremlagte lovforslag. Med disse bemærkninger skal Fiskeri-, Fangst- og Landbrugsudvalget i enighed indstille, at forslag til landstingslov om ændring af landstingslov om fiskeri overgår til 3. behandling i sin foreliggende form. Siverth K. Heilmann (A) udvalgsformand Lars Karl Jensen (S) Niels MátâK (S) Otto Steenholdt (A) Johan Lund Olsen (IA) (2. behandling)

Act amending the Fishery Act (No. 6 of 1998) · Nelum