تخطَّ إلى المحتوى
Nelum
قوانين غرينلاند

Regulation No. 10 on subsidy for fishing, hunting and farming

صدر في 2001-11-12 · النص بتاريخ 2026-10-01

القانون العام والإرشادات الرسمية منشورة بوصفها أبحاثاً. ليست مشورة قانونية أو ضريبية أو مالية.

البحث نفسه مكتوب بالإنجليزية. العناوين والوسوم مترجمة؛ أما النتائج والاقتباسات فغير مترجمة.

research.laws.repealedOn

عن هذا القانون

العنوان الأصلي
Landstingsforordning nr. 10 af 12. november 2001 om støtte til fiskeri, fangst og landbrug.
اللغة
Danish
النوع
لائحة
المنظمة
European Union
الدولة
غرينلاند
الموضوعات
Agricultural and rural development, Fisheries and aquaculture, Wild species and ecosystems
الكلمات المفتاحية
subsidy/incentive, agricultural development, equipment, fishing vessel, hunting/capture

أين تقرؤه

    لا يوجد رابط مصدر مسجل لهذا القانون.

النص

نص القانون نفسه، مادةً مادة، كما هو محفوظ. لكل مادة رابطها.

  1. Landstingsforordning nr. 10 af 12. november 2001 om støtte til fiskeri, fangst og landbrug. I medfør af § 1 i lov nr. 134 af 28. marts 1984 om støtte til erhverv i Grønland fastsættes: Kapitel 1. Formål med og principper for erhvervsstøtte § 1. Med det formål at fremme et effektivt og konkurrencedygtigt fiskeri-, fangst- og land brugserhverv, som har en langsigtet beskæftigelseseffekt, kan Grønlands Hjemmestyre i det omfang, der er angivet i kapitel 2, 3 og 4, yde støtte til personer eller selskaber med ret til at udøve fiskeri, fangst eller landbrug i Grønland. § 2. Ved afgørelsen af spørgsmål om tildeling af støtte, om støttens størrelse og vilkårene for støtten skal der tages hensyn til følgende: 1) støtte skal fortrinsvis ydes til projekter, der udfra samfundsmæssige og ressourceøkonomiske betragtninger ønskes fremmet, 2) støtte kan kun ydes, når investeringen harmonerer med den erhvervsudvikling, som iøvrigt ønskes fremmet, 3) støtte kan kun ydes til projekter, der vurderes som teknisk forsvarlige, og som på længere sigt kan bedømmes som økonomisk holdbare, 4) ansøgeren skal dokumentere faglige kvalifikationer, som sandsynliggør, at ansøgeren har de nødvendige drifts- og ledelsesmæssige kvalifikationer til sikring af en forsvarlig drift af det fartøj eller den landbrugsbedrift, hvortil der søges støtte, 5) støtte kan kun ydes, såfremt ansøger erlægger et eget indskud, der mindst udgør forskellen mellem projektets anskaffelsessum og den del heraf, som kan finansieres af lån efter bestemmelserne i kapitel 2 og 3, 6) ansøgers egne kontante opsparede midler skal udgøre mindst halvdelen af ansøgers eget indskud, medens den resterende del kan godkendes tilvejebragt ved lån eller tilskud fra anden side end Grønlands Hjemmestyre, 7) støtte til anskaffelse af et fartøj eller til etablering af en landbrugsbedrift kan ikke, bortset fra de i §§ 6 og 25 nævnte tilfælde, ydes, såfremt ansøger har forfaldne ydelser til offentlige myndigheder eller forfaldne ydelser vedrørende husleje, og 8) der kan ikke bevilges mere i støtte end, hvad der ud fra en vurdering af budgetter og andet relevant materiale må anses for nødvendigt for, at der kan opnås en økonomisk forsvarlig drift med fartøjet eller landbrugsbedriften. Kapitel 2. Støtte til de enkelte erhverv Fiskeri og fangst § 3. Til anskaffelse af nye fartøjer med indbygget hovedmotor til erhvervsmæssigt fiskeri og fangst, som leverer hele fangsten til forarbejdning på produktionsanlæg i land eller til et indhandlingsskib indsat efter særskilt tilladelse fra Landsstyret, kan der ydes rentebærende lån og rente- og afdragsfri lån efter bestemmelserne i stk. 2 til 9. Stk. 2. Til anskaffelse af fartøjer omfattet af stk. 1, som udelukkende eller hovedsagelig anvendes til fiskeri efter krabber eller til fiskeri efter hellefisk, og som er mindst 9,4 meter lange, kan der ydes støtte således, at finansieringen udgør følgende: 1) Rentebærende lån : 60 % 2) Rente- og afdragsfrit lån : 30 % 3) Eget indskud : 10 % Stk. 3. For ansøgere, som har bopæl i Aasiaat, Qasigiannguit, Ilulissat, Qeqertarssuaq, Uummannaq eller Upernavik kommune, og som søger støtte efter bestemmelsen i stk. 2 til anskaffelse af et fartøj, som udelukkende eller hovedsagelig anvendes til fiskeri efter hellefisk, kan det stilles som betingelse for at yde støtte, at ansøger senest i forbindelse med udbetaling heraf udtager en eller flere joller med påhængsmotor fra fiskeri efter hellefisk. Stk. 4. Til anskaffelse af fartøjer omfattet af stk. 1, der udelukkende eller hovedsagelig anvendes i Qaanaaq distrikt og i Østgrønland, kan der ydes støtte således, at finansieringen udgør følgende: 1) Rentebærende lån : 50 % 2) Rente- og afdragsfrit lån : 45 % 3) Eget indskud : 5 % Stk. 5. Vedrørende fartøjer til anvendelse i Qaanaaq distrikt eller Østgrønland, jf. stk. 4, er det en betingelse, at låntager har fast bopæl og fartøjet hjemsted i pågældende område. Såfremt lån-tager flytter til et andet område eller fartøjet ikke længere benyttes i det pågældende område, kan den bevilgede støtte kræves ændret til samme procentvise andele, som anført i stk. 2. Stk. 6. Til anskaffelse af fartøjer omfattet af stk. 1, som erstatter et fartøj, der er udgået af fiskeri på grund af forlis eller totalhavari, kan der ydes støtte, såfremt følgende betingelser er opfyldt: 1) det forliste fartøj skal have været forsikret, og der skal være udbetalt forsikringserstatning for fartøjet, 2) den del af forsikringserstatningen, som ikke anvendes til indfrielse af gæld med pantesikkerhed i det forliste fartøj, skal anvendes til delvis finansiering af det nye fartøj, 3) den pantesikrede gæld i det forliste fartøj skal være indfriet, inden der kan gives endeligt tilsagn om lån til anskaffelse af det nye fartøj og 4) det anskaffede fartøj skal anvendes til fiskeri efter andre arter end rejer. Stk. 7. Til anskaffelse af fartøjer omfattet af stk. 6, kan der ydes støtte således, at finansieringen udgør følgende: 1) Rentebærende lån : 60 % 2) Rente- og afdragsfrit lån : 30 % 3) Eget indskud : 10 % Den andel af en forsikringserstatning, som i henhold til stk. 6 anvendes til delvis finansiering af det nye fartøj, skal primært anvendes til dækning af det beregnede eget indskud og en resterende del af forsikringserstatningen skal anvendes til at reducere det beregnede rente- og afdragsfri lån. Stk. 8. Den i stk. 2 til 7 anførte finansiering beregnes af de samlede anskaffelsesudgifter i henhold til § 9. Eget indskud skal mindst udgøre, og rente- og afdragsfri lån kan maksimalt udgøre de i bestemmelserne anførte procentvise andele af anskaffelsessummen. Rentebærende lån kan højst udgøre forskellen mellem anskaffelsessummen på den ene side og et rente- og afdragsfrit lån samt eget indskud på den anden side. Stk. 9. Løbetiden for de i stk. 2 til 7 nævnte rentebærende lån samt rente- og afdragsfri lån fastsættes til følgende: 1) For fartøjer bygget af træ eller stål : 20 år 2) For fartøjet bygget af glasfiber : 15 år § 4. Til anskaffelse af brugte fartøjer, som erhverves i Grønland, kan der ydes støtte efter bestemmelserne i stk. 2 til 5. Stk. 2. Støtte efter stk. 1 kan kun ydes, såfremt Grønlands Hjemmestyre tidligere har ydet støtte til fartøjet i form af rentebærende lån eller garanti for lån, og under forudsætning af, at fartøjet fortsat anvendes til det oprindeligt forudsatte formål. Stk. 3. Ved beregning af den maksimale støtte til finansiering af fartøjer efter stk. 1 fastsættes en belåningsværdi. Belåningsværdien fastsættes efter følgende principper: 1) den samlede oprindelige anskaffelsessum for fartøjet udgør fartøjets oprindelige belåningsværdi, 2) i 10 år efter udløbet af afskrivningsperioden ansættes fartøjets restværdi til 5% af den oprindelige belåningsværdi, 3) den oprindelige belåningsværdi nedskrives lineært over 30 år for så vidt angår fartøjer bygget af træ eller stål og over 20 år for så vidt angår fartøjer bygget af glasfiber, og de årlige nedskrivninger beregnes af den oprindelige belåningsværdi, 4) den nedskrevne belåningsværdi skal reduceres med et beløb svarende til det, som Grønlands Hjemmestyre måtte have ydet som gældssanering vedrørende fartøjet, dog ikke til et lavere beløb end sælgers restgæld vedrørende fartøjet, 5) den aktuelle belåningsværdi udgør herefter den oprindelige belåningsværdi fratrukket nedskrivningerne for den hidtil forløbne periode og med fradrag af evt. gældssanering, og 6) såfremt sælgeren eller tidligere ejere inden for de senest forudgående 10 år har foretaget større ombygnings- eller reparationsarbejder vedrørende et fartøj, kan belåningsværdien forhøjes med et beløb svarende til ombygnings- eller reparationsprisen efter lineær nedskrivning over 10 år. Stk. 4. Til anskaffelse af fartøjer i henhold til stk. 1 kan der ydes støtte med samme finan-siering, som sælgers finansiering, dog således, at eget indskud skal udgøre forskellen mellem belåningsværdien og anskaffelsessummen, og mindst være på 10% af anskaffelsessummen. Rente- og afdragsfrie lån kan dog maksimalt ydes med et beløb, som svarer til restgælden på sælgers nedskrevne rente- og afdragsfrie lån. Stk. 5. Støtte efter stk. 1 kan ydes med en løbetid svarende til restløbetiden for den til sælger ydede støtte. Der kan dog fastsættes en ny løbetid svarende til fartøjets forventede restlevetid, dog maksimalt 10 år. § 5. Løbetiden for de i §§ 3 og 4 nævnte rentebærende lån fastsættes således, at første afdrag opkræves senest et år og seks måneder efter leveringen af fartøjet. § 6. Til anskaffelse af nybyggede joller, der har en længde på mindst 16 fod og er udstyret med udenbords motor, og som skal anvendes til erhvervsmæssigt fiskeri eller fangst, eller som skal anvendes til transport i forbindelse med erhvervsmæssigt landbrug, kan der ydes støtte efter bestemmelserne i stk. 2 til 5, hvis jollerne opfylder de til enhver tid fastsatte tekniske mindstekrav til erhvervsjoller i Grønland. Ved behandling af ansøgninger skal der tilstræbes en god balance mellem de levende ressourcer, antallet af erhvervsjoller og indhandlingskapacitet. Stk. 2. Støtte kan ydes til ansøgere, som har fået erhvervsstøtte til landbrugsformål, eller som på en af Landsstyret nærmere fastsat måde dokumenterer: 1) at vedkommendes bruttoindkomst erhvervet ved fiskeri eller fangst med jolle eller hundeslæde eller ved transport af fisk eller fangst med snescooter, før alle skattemæssige fradrag det sidst slutlignede år har udgjort mindst 50% af pågældendes samlede bruttoindkomst med fradrag af indkomst erhvervet ved borgerligt ombud, og 2) at ansøger i tiden fra udgangen af det senest slutlignede år og til ansøgningstidspunktet fortsat har erhvervet mindst 50% af bruttoindkomsten ved fiskeri eller fangst med jolle eller hundeslæde eller ved transport af fisk eller fangst med snescooter. Stk. 3. Ved "bruttoindkomst erhvervet ved fiskeri eller fangst med jolle eller hundeslæde eller ved transport af fisk eller fangst med snescooter" forstås al indkomst ved indhandling og salg før skat og før fradrag af alle fradragsberettigede udgifter i forbindelse med indkomsterhvervelsen. Er der tale om fiskeri eller fangst med en jolle, der ejes af en anden person end ansøger, forstås ved bruttoindkomst også løn før skat og før fradrag af renteudgifter, ligningsmæssige fradrag og lignende. Stk. 4. Ved "den samlede bruttoindkomst" forstås al skattepligtig A-indkomst og B-indkomst før skat og før fradrag af renteudgifter, ligningsmæssige fradrag, fradragsberettigede udgifter og lignende. Stk. 5. Støtte efter stk. 1 ydes i form af et tilskud på indtil 75% af jollens anskaffelsessum. Hvis jollen udelukkende eller hovedsagelig skal anvendes i Qaanaaq distrikt eller i Østgrønland ydes der et tilskud på indtil 84% af jollens anskaffelsessum. Er der modtaget forsikringserstatning for en forlist eller havareret jolle, som ansøger hidtil har ejet, fratrækkes et beløb svarende til forsikringserstatningen i den støtteberettigede anskaffelsessum for den nye jolle. Stk. 6. Støtte ydes på sådanne vilkår, at tilskuddet kan kræves tilbagebetalt, såfremt den anskaffede jolle uden forudgående aftale med Landsstyret afhændes til anden side inden 5 år efter anskaffelsen, eller tilskudsmodtager ikke inden for den nævnte 5 års periode til stadighed opfylder de i stk. 2, nr. 1 fastsatte indkomstkrav. Stk. 7. Uanset bestemmelserne i stk. 1 til 6 kan der ikke ydes støtte til anskaffelse af joller med udenbords motor til ansøgere, som har bopæl i Aasiaat, Qasigiannguit, Ilulissat, Qeqertarssuaq, Uummannaq eller Upernavik kommune. § 7. Anskaffelsessummen for fartøjer, der finansieres efter §§ 3, 4 og 6 omfatter kontraktssummen, anskaffelsesudgifterne for nødvendige fiskeredskaber, forsikringspræmier for et kvartal samt øvrige leveringsudgifter m.m., der anses som nødvendige for et fuldt udrustet fartøj til indsættelse i fiskeri fra fartøjets hjemsted. Stk. 2. Såfremt der fra anden side ydes direkte subsidier til nedbringelse af anskaffelsesudgifterne for nybyggede fartøjer, beregnes anskaffelsessummen uden fradrag af subsidierne, og rente- og afdragsfri lån efter foranstående bestemmelser reduceres med værdien af subsidierne. § 8. Til ombygning og reparation af fartøjer med indbygget hovedmotor til erhvervsmæssigt fiskeri eller fangst, eller til anskaffelse af fiskeredskaber, motorer, sikkerhedsudstyr og andre tekniske installationer til sådanne fartøjer, kan der efter bestemmelserne i stk. 2 til 5 ydes rentebærende lån og rente- og afdragsfri lån, når følgende betingelser er opfyldt: 1) at der til den nuværende eller tidligere ejere af fartøjet er ydet støtte i form af rentebærende lån eller garanti for lån efter denne forordning eller tidligere gældende regler om erhvervsstøtte, 2) at fartøjets alder ikke overstiger 30 år for fartøjer af træ eller stål og 20 år for fartøjer af glasfiber, medmindre der fremdeles indestår erhvervsstøttelån i fartøjet, og 3) at fartøjet er forsikret, og den senest forfaldne forsikringspræmie er betalt af låntager. Stk. 2. Støtte efter stk. 1 til anskaffelse af fiskeredskaber og til mindre reparationer samt mindre tekniske installationer kan ydes således, at finansieringen udgør følgende: 1) Rentebærende lån : 90 % 2) Eget indskud : 10 % Stk. 3. Støtte efter stk. 1 til ombygninger og større reparationer, anskaffelse af motorer og andre større tekniske installationer samt til anskaffelse af sikkerhedsudstyr kan ydes således, at finansieringen udgør følgende: 1) Rentebærende lån : 60 % 2) Rente- og afdragsfrit lån : 30 % 3) Eget indskud : 10 % Stk. 4. Det rentebærende lån efter stk. 2 og 3 kan maksimalt udgøre forskellen mellem anlægs-udgiften på den ene side og et eventuelt rente- og afdragsfrit lån samt eget indskud på den anden side. Det rente- og afdragsfri lån kan maksimalt udgøre og eget indskud skal mindst udgøre de anførte procentvise andele af anlægsudgifterne. Såfremt der er tale om støtte efter stk. 2 i forbindelse med fartøjets overgang til andet fiskeri, eller støtte efter stk. 3, kan eget indskud dog nedsættes til 5 % mod en tilsvarende forhøjelse af det rentebærende lån. Stk. 5. Løbetiden for lån efter stk. 2 og 3 kan højst udgøre følgende: 1) 5 år, såfremt der ydes støtte til anskaffelse af fiskeredskaber, som anskaffes efter leveringen af fartøjet. 2) 5 år, såfremt der ydes støtte til mindre reparationer samt mindre tekniske installationer. 3) 5 år, såfremt der ydes støtte til sikkerhedsudstyr. 4) 10 år, såfremt der ydes støtte til ombygninger og større reparationer, anskaffelse af motorer og andre større tekniske installationer. Landbrug § 9. Til opførelse, overtagelse eller udvidelse af erhvervsbygninger til landbrugsformål, som opføres eller udvides som selvbyggeri, kan der ydes støtte med følgende finansiering: 1) Rentebærende lån : 15 % 2) Rente- og afdragsfrit lån : 75 % 3) Eget indskud : 10 % Stk. 2. Til opførelse af selvbyggerhus som bolig for ejer, bruger, bestyrer eller medhjælper, kan der i forbindelse med støtte efter stk. 1 ydes støtte med følgende finansiering: 1) Rente- og afdragsfrit lån : 95 % 2) Eget indskud : 5 % Stk. 3. Lån kan endvidere ydes til elinstallation og til håndværkere til hjælp ved opførelse af fundament til selvbyggerhuse omfattet af stk. 2. Disse lån ydes med følgende finansiering: 1) Rentebærende lån : 60 % 2) Rente- og afdragsfrit lån : 30 % 3) Eget indskud : 10 % Stk. 4. I forbindelse med lån efter stk. 1 kan der ydes rentebærende lån til nødvendig hånd værkerhjælp. Stk. 5. Løbetiden for lån efter stk. 1 - 3 fastsættes til højst 25 år. For lån efter stk. 4 fastsættes løbetiden til højst 10 år. § 10. Til opførelse eller anskaffelse af anlæg til elproduktion til brug for bygninger, der falder ind under bestemmelserne i § 9 kan der ydes støtte med følgende finansiering: 1) Rentebærende lån : 30 % 2) Rente- og afdragsfrit lån : 60 % 3) Eget indskud : 10 % Stk. 2. Løbetiden for lån efter stk. 1 kan højst fastsættes til 10 år. § 11. Til anskaffelse af besætning, samt til anskaffelse af snescootere, kan der ydes støtte med følgende finansiering: 1) Rentebærende lån : 90 % 2) Eget indskud : 10 % Stk. 2. Til anskaffelse af maskiner, redskaber og lignende kan der ydes støtte med følgende finansiering: 1) Rentebærende lån : 57 % 2) Rente- og afdragsfrit lån : 33 % 3) Eget indskud : 10 % Stk. 3. Løbetiden for lån efter stk. 1 og stk. 2 kan højst fastsættes til 10 år. § 12. Til grundforbedringsarbejder, herunder opdyrknings- og nyrydningsarbejder, mergling, dræning, kalkning, gødskning og anlæggelse af markveje kan der ydes støtte således, at finansieringen udgør følgende: 2) Rente- og afdragsfrit lån : 70 % 3) Eget indskud : 30 % Stk. 2. Til anskaffelse af vandingsanlæg, indhegning og lignende kan der ydes støtte således, at finansieringen udgør følgende: 1) Rentebærende lån : 30 % 2) Rente- og afdragsfrit lån : 60 % 3) Eget indskud : 10 % Stk. 3. Løbetiden for lån efter stk. 1 og stk. 2 kan højst fastsættes til 10 år. § 13. Til reparation af formuegoder, der er omfattet af bestemmelserne i §§ 9, 10 og 11 kan der ydes rentebærende lån samt rente- og afdragsfri lån i samme omfang, som fastsat for nyan-skaffelse af formuegoderne, dog således, at løbetiden herfor højst kan fastsættes til 10 år. § 14. I forbindelse med etablering som landbruger kan der ydes støtte efter bestemmelserne i §§ 9, 10, 11, og 12 således, at eget indskud fastsættes til 5%. Ved støtte efter § 9, stk. 1 og § 12, stk. 1 forøges det rente- og afdragsfrie lån tilsvarende. Ved støtte efter §§ 10, 11, og 12, stk. 2 forøges det rentebærende lån tilsvarende. Bestemmelsen finder ikke anvendelse, såfremt låntager erhverver en andel af en landbrugsbedrift, som han i forvejen er medejer af. Stk. 2. Ved etablering som landbruger, hvor produktionen hovedsagelig baseres på fåreavl, kan der kun ydes støtte efter denne forordning, når låntager erhverver en i forvejen bestående landbrugsbedrift eller en andel heraf. Stk. 3. Den forhøjede støtte vedrørende investeringerne i henhold til stk. 1 og stk. 2 kan kun finde anvendelse på investeringer, som er medtaget i en af Landsstyret godkendt plan for de første 3 års investeringer til gennemførelsen af låntagers etablering som landbruger. § 15. Såfremt det anses for nødvendigt af hensyn til låntagers økonomiske forhold, kan der ydes henstand med betaling af renter og afdrag for lån ydet efter bestemmelserne i §§ 9-13 i indtil 3 år fra lånets stiftelse. Såfremt der ydes henstand med betaling af renter, tillægges renter i henstandsperioden lånets hovedstol. § 16. Til anskaffelse af foder og såsæd kan der ydes rentebærende lån på indtil 100% af anskaffelsesudgifterne. I forbindelse med samlede indkøb til flere låntagere, kan der stilles midlertidige betalingsgarantier overfor leverandører og transportfirmaer. Stk. 2. Lån efter stk. 1 kan ydes mod sikkerhed i låntagers kommende indtægter ved salg af slagte- og avlsdyr. Stk. 3. Løbetiden for lån efter stk. 1 fastsættes til 1 år. Kapitel 3. Rentetilskud samt vilkår for støtten § 17. Der kan ydes rentetilskud til nedbringelse af renten på lån optaget i private eller offentlige kreditinstitutter i medfør af tidligere gældende regler om erhvervsstøtte. § 18. Almindelige lån forrentes og afdrages efter regler, der fastsættes af Landsstyret. Lånene kan udbetales i rater. Stk. 2. Lån må kun ydes mod sikkerhed. § 19. Rente- og afdragsfri lån nedskrives i løbet af det antal år, der foran i kapitel 2 er fastsat som løbetid for lånene. Er der tillige ydet et rentebærende lån til anskaffelsen, nedskrives det rente- og afdragsfri lån i takt med de fastsatte afdrag herfor. Stk. 2. Hvis det anskaffede formuegode i løbet af den fastsatte nedskrivningsperiode ikke anvendes som forudsat ved långivningen, eller hvis vilkårene for lånet eller for det rentebærende lån eller for den garanti for lån, der samtidig måtte være ydet, iøvrigt misligholdes, skal det ikke afskrevne beløb tilbagebetales. Det kan dog bestemmes, at lånet bliver stående eventuelt på betingelse af, at restbeløbet fremtidig forrentes og afdrages som et rentebærende lån. Kapitel 4. Afvikling af lån, strafrente og henstands- samt sanerings- og kondemneringsordninger § 20. Lån nedbringes således, at der i hvert år af lånets løbetid afdrages eller nedskrives lige store beløb. Stk. 2. Såfremt støtte er ydet i form af garanti og eventuelt rentetilskud for lån optaget i et kreditinstitut, nedbringes lånet i henhold til bestemmelserne i vedkommende lånekontrakt. § 21. Landsstyret kan, såfremt sikkerhed i formuegodet er til stede, yde passende henstand med afdrag og renter i henhold til lånets vilkår i indtil 12 måneder ad gangen i indtil 5 år, idet afdraget og renterne eventuelt kan fordeles ligeligt over de fremtidige ydelser således, at sidste del er betalt inden for maksimalt 5 år. § 22. Såfremt støtte er givet i form af garanti, kan henstand ydes af vedkommende kredit-institut efter nærmere aftale mellem kreditinstituttet og Landsstyret. § 23. Når støttemodtageren har indgivet ansøgning om henstand, beregnes ikke strafrenter før end Landsstyret har truffet afgørelse. Stk. 2. Efter meddelt henstand beregnes ikke strafrenter, men alene den for lånet fastsatte ordinære rente af de forfaldne renter og afdrag. Stk. 3. I andre tilfælde, hvor skyldige beløb ikke er erlagt senest 1 måned efter forfaldsdagen, kan beregnes en strafrente på 6 % p.a. udover den for lånet fastsatte ordinære rente. § 24. Landsstyret kan omlægge bestående rentebærende lån eller garantier for lån til nye lån med en løbetid, der ikke overstiger den forventede restlevetid for det formuegode, som de ydede lån vedrører. Stk. 2. I særlige tilfælde kan Landsstyret omlægge bestående erhvervsstøttelån til lån med en rente- og afdragsfri periode på indtil 5 år samt afskrive gældsbeløb og yde ekstraordinære tilskud som led i en økonomisk sanering af en virksomhed, hvortil der er ydet støtte i medfør af denne forordning eller de tidligere gældende bestemmelser om erhvervsstøtte. Stk. 3. De i stk. 1 og 2 nævnte bestemmelser kan tages i anvendelse, såfremt det sandsynliggøres, at virksomheden fremover vil kunne overholde sine forpligtelser i forbindelse med låneforholdets afvikling. § 25. Landsstyret kan bevilge rentefritagelse og henstand med tilbagebetaling af erhvervsstøttegæld i forbindelse med kondemnering af et fartøj, der hidtil har været benyttet til erhvervsmæssigt fiskeri og fangst, og hvortil der er ydet støtte i medfør af denne forordning eller de tidligere gældende bestemmelser om erhvervsstøtte. Endvidere kan Landsstyret i særlige tilfælde afskrive lån i forbindelse med en sådan kondemnering. Stk. 2. Støtte efter stk. 1 kan kun ydes i forbindelse med kondemnering af fartøjer, som har en alder, der overstiger den maksimale løbetid for lån til anskaffelse af et tilsvarende nyt fartøj, og såfremt det samtidig må forventes, at fartøjet ikke længere vil kunne opnå økonomisk forsvarlig drift, og det ikke kan vurderes som økonomisk forsvarligt at istandsætte fartøjet. Stk. 3. Støtte efter stk. 1 kan kun ydes i forbindelse med anskaffelse af et andet fartøj til erstatning for det kondemnerede fartøj. Stk. 4. Støtte efter stk. 1 kan kun ydes, såfremt det på baggrund af låntagerens hidtidige drift af fartøjet og overholdelse af forpligtelserne i forbindelse med låneforholdets afvikling sammenholdt med fartøjets tekniske og fiskerimæssige egnethed må anses for sandsynliggjort, at låntageren fremover kan overholde forpligtelserne i forbindelse med afvikling af såvel det bestående som det fremtidige låneforhold vedrørende det nyanskaffede fartøj. Stk. 5. Rentefritagelse og henstand efter stk. 1 kan ydes i indtil 5 år, hvorefter lånet skal forrentes i henhold til lånevilkårene og afdrages over en periode, som ikke må være længere end restløbetiden på lån ydet til det fartøj, som låntageren anskaffer i stedet for det kondemnerede fartøj. Stk. 6. I forbindelse med støtte efter stk. 1 skal bestående lån i det fartøj, som kondemneres, sikres ved pant i det nyanskaffede fartøj. Stk. 7. Landsstyret kan i forbindelse med støtte efter stk. 1 yde rentebærende lån til finansiering af udgifter til kondemnering af fartøjer. Et lån efter denne bestemmelse tillægges den gæld, der overføres til det nyanskaffede fartøj. Stk. 8. Stk. 1 - 3 og stk. 5 - 6 finder tilsvarende anvendelse for fiskefartøjer, der udgår af rejefiskeriet. § 26. Såfremt låntagere, der i medfør af gældende regler herom har ret til at drive rejefiskeri med et fartøj under 75 BRT/120 BT eller med et af fartøjerne GR 6-355 "Tobias Noahsen", kendingsbogstaver OZJO, GR 7-216 "Anáse", kendingsbogstaver OUHK, GR 8-89 "Regina E", kendingsbogstaver OUUC, afgiver den fulde kvoteandel til Grønlands Hjemmestyre, kan der i det omfang, der anses at være behov for en kapacitetstilpasning i det kystnære rejefiskeri, betales et vederlag herfor efter bestemmelserne i stk. 2 - 4. Den fulde kvoteandel skal mindst svare til den kvoteandel, som oprindelig er tildelt låntager for det pågældende fartøj ved indførelsen af kvoteandele pr. 1. januar 1997. Stk. 2. Såfremt det fartøj, som låntager hidtil har benyttet til rejefiskeri, er ældre end 20 år, eftergives låntagers erhvervsstøttelån fuldt ud. Stk. 3. Såfremt det fartøj, som låntager hidtil har benyttet til rejefiskeri, er 20 år eller yngre, eftergives den del af låntagers erhvervsstøttelån, der ikke er udlignet af salgsprovenuet fra fartøjet. Stk. 4. Udover den i stk. 2 og 3 nævnte eftergivelse af lån betales der 1.000 kr. for hvert tons rejer, som kvoteandelen giver ret til at fiske i det år, overdragelsen finder sted. Beløbet udbetales kontant til låntagers fri rådighed. Stk. 5. Låntagers tilgodehavende i henhold til stk. 4 kan ikke gøres til genstand for udlæg eller anden tvangsfuldbyrdelse. Stk. 6. Kvoteandele, som overtages af Grønlands Hjemmestyre i henhold til stk. 1, kan efter beslutning af Landsstyret udbydes til salg eller anvendes på anden måde efter de iøvrigt herfor til enhver tid gældende regler. Ved salg af kvoteandele, skal salgsprisen fastsættes til et beløb, som ikke er mindre end det beløb, der er betalt ved erhvervelsen af kvoteandelene i henhold til stk. 4. § 27. I tilfælde, hvor en fordring ikke er sikret ved bestående pant som følge af pantets overtagelse af Grønlands Hjemmestyre, forlis, eller fordi pantet af andre årsager ikke længere er i låntagers eje, beregnes ikke længere renter af fordringen. Stk. 2. I de i stk. 1 nævnte tilfælde ydes endvidere et årligt tilskud til nedbringelse af gælden svarende til de beløb, som er indbetalt af låntager. Stk. 3. 5 år efter udgangen af det kalenderår, hvor fordringen bliver omfattet af stk. 1, kan Landsstyret delvis eftergive fordringen. Delvis eftergivelse kan ikke nedbringe fordringen til et lavere beløb end 135.000 kr. Stk. 4. Eftergivelse forudsætter, at låntager ikke er i stand til og inden for de nærmeste år ingen udsigt har til at kunne betale den fulde fordring. Stk. 5. Låntagers betalingsmuligheder vurderes på baggrund af: 1) gældens størrelse, 2) låntagers og dennes husstands formueforhold, 3) låntagers og dennes husstands aktuelle og fremtidige indtjeningsmuligheder og 4) låntagers alder. Stk. 6. 10 år efter udgangen af det kalenderår, hvor fordringen bliver omfattet af stk. 1, kan Landsstyret under tilsvarende omstændigheder som nævnt i stk. 4 og 5 eftergive fordringen fuldt ud. Det er dog en forudsætning for at eftergive fordringen fuldt ud, at låntager har foretaget indbetalinger i et sådant omfang, som kunne forventes i forhold til hans betalingsmuligheder. Stk. 7. Eftergivelse i henhold til stk. 3 og 6 kan kun foretages for låntagere, der er fysiske personer. Stk. 8. I de i stk. 1 nævnte tilfælde kan Landsstyret eftergive fordringen fuldt ud, såfremt låntager er over 60 år eller modtager pension i henhold til landstingsforordning om pensioner og ældreinstitutioner m.v. Kapitel 5. Fællesbestemmelser § 28. Landsstyret fastsætter regler om forordningens administration, herunder om kommunernes medvirken. Stk. 2. Landsstyret kan fastsætte regler om uddannelsesmæssige, økonomiske og tekniske krav, som ansøgere og projekter skal opfylde, forinden der kan ydes lån. Stk. 3. Landsstyret kan iøvrigt ved bekendtgørelse fastsætte regler om yderligere betingelser for lån og anden støtte, der ydes i medfør af denne forordning. Kapitel 6. Overgangs- og ikrafttrædelsesbestemmelser. § 29. Denne forordning træder i kraft den 1. december 2001. Stk. 2. Samtidig ophæves landstingsforordning nr. 13 af 30. oktober 1998 om støtte til fiskeri, fangst og landbrug som ændret ved landstingsforordning nr. 1 af 31. maj 1999 om ændring af landstingsforordning om støtte til fiskeri, fangst og landbrug. Stk. 3. Den i medfør af landstingsforordning nr. 4 af 20. november 1984 om erhvervsstøtte udstedte bekendtgørelse om erhvervsstøtte forbliver i kraft, indtil den afløses af bestemmelser udstedt i medfør af nærværende forordning. § 30. Lån og anden støtte i henhold til de hidtidige regler om erhvervsstøtte administreres af Landsstyret i overensstemmelse med de fastsatte vilkår for støtten. § 31. Grønlands Hjemmestyre er indtrådt i de rettigheder og forpligtelser, som ved ikrafttræden af landstingsforordning nr. 4. af 20. november 1984 om erhvervsstøtte tilkom eller påhvilede staten i forbindelse med lån eller garantier ydet i medfør af de hidtidige regler om erhvervsstøtte. Staten hæfter dog fortsat for forpligtelser, som er påtaget før den 1. januar 1985. Staten har regres mod hjemmestyret for udgifter, der er afholdt som følge af denne hæftelse. Grønlands Hjemmestyre, den 12. november 2001 Jonathan Motzfeldt / Hans Enoksen EM 2001 / 21 Bemærkninger til forslag til landstingsforordning nr. xx af xx 2001 om støtte til fiskeri, fangst og landbrug. Almindelige bemærkninger De gældende regler om erhvervsstøtte til fiskeri-, fangst- og landbrugserhverv er fastsat i landstingsforordning nr. 13 af 30. oktober 1998 om støtte til fiskeri, fangst og landbrug som ændret ved landstingsforordning nr. 1 af 31. maj 1999 om ændring af landstingsforordning om støtte til fiskeri, fangst og landbrug. Det nu foreliggende forslag til landstingsforordning om støtte til fiskeri, fangst og landbrug afløser ovennævnte landstingsforordninger. Forslaget indebærer i forhold til de hidtidige regler, dels ændringer af enkelte bestemmelser dels bortfald af bestemmelser. Endvidere er der indsat enkelte nye bestemmelser, som det nærmere er beskrevet i nedenstående bemærkninger til de enkelte bestemmelser. En af de væsentligste ændringer indebærer, at der ikke længere vil være mulighed for at yde støtte til anskaffelse af nye fartøjer til rejefiskeri. Baggrunden herfor er, at Landsstyret gennem tilpas-ninger i fiskerilovgivningen vil skabe mulighed for, at det fremtidige kystnære rejefiskeri kan blive et kommercielt bæredygtigt fiskeri. Dermed forudsættes den fremtidige udskiftning af fartøjer til det kystnære rejefiskeri at kunne finansieres gennem andre finansieringskilder end landskassen. Endvidere vil der ikke længere kunne ydes støtte til anskaffelse af nye joller til fiskeri efter hellefisk i områderne Diskobugten, Uummannaq og Upernavik, men alene til fartøjer over en vis størrelse. Ændringerne er begrundet i, at joller ikke forventes at kunne opfylde fremtidens hygiejnemæssige krav til fiskeri. Desuden vurderes joller ikke som velegnede til fiskeri i områder, hvor der er langt mellem fiskepladserne og indhandlingsanlæggene. Endelig skal reglerne ses på baggrund af, at der i de seneste år er fisket væsentligt større mængder hellefisk i Nordgrønland, end biologerne har anbefalet. Reglerne i forslaget indebærer, at der kan stilles betingelser om, at støtte til anskaffelse af fartøjer til fiskeri efter hellefisk i Nordgrønland kan betinges af, at der udgår joller med påhængsmotor fra dette fiskeri. Forslaget indebærer således, at støtte til nyanskaffelse af fartøjer til fiskeri efter hellefisk i Nordgrønland kan prioriteres til fordel for jollefiskere som ønsker at overgå til fiskeri med større fartøjer. Endvidere foretages den ændring, at Erhvervsstøtteudvalget bortfalder som den bevilgende instans. I konsekvens heraf afskaffes ligeledes Ankenævnet for Erhvervsstøtte. Ordningen vil herefter blive administreret af Landsstyret på samme måde som øvrige bevillingsområder, der administreres af Landsstyret. Endvidere er der indføjet en ny regel om finansiering af nye fartøjer, der erstatter et forlist eller totalhavareret fartøj, som anvendes til fiskeri efter andre arter end rejer. Kravene til eget indskud for fartøjer til krabbefiskeri eller til fiskeri efter hellefisk og fartøjer, der erstatter forliste fartøjer er fastsat til 10% af anskaffelsesudgifterne, hvor de tidligere var på 7,5%. Ligeledes er den rente- og afdragsfri del af finansieringen reduceret til 30% mod hidtil 37,5% og op til 45% for fartøjer med indenbords motor, som er indtil 21 fod. Enkelte regler, som ikke længere anses at have praktisk betydning, er udeladt. Det drejer sig bl.a. om en regel om rente- og afdragsfri lån til fartøjer, som ikke er finansieret af erhvervsstøtteudvalget. Den hidtidige regel herom har alene fundet anvendelse på fartøjer anskaffet før den 1. oktober 1996. Bestemmelser om finansiering af køb af brugte fartøjer, der anskaffes uden for landet er udeladt. Dette skyldes, at det ikke anses for hensigtsmæssigt at lade landskassen finansiere indkøb af brugt tonnage i en situation, hvor der iøvrigt tilstræbes et beskedent investeringsniveau i indsættelse af yderligere fangstkapacitet. Endvidere er en regel om kondemneringsstøtte, som henviste til en tekstanmærkning i finansloven, udeladt, idet tekstanmærkningen ikke længere er medtaget i finansloven. Inden for reglerne om støtte til landbrug er de væsentligste ændringer, at der ikke længere vil kunne ydes støtte til oprettelse af nye landbrugsbedrifter, hvor produktionen hovedsagelig baseres på fåreavl. Dette er begrundet med, at der nu produceres så store mængder lammekød, at der er opstået afsætningsproblemer. Mulighederne for at stille garanti for lån i pengeinstitutter i stedet for rentebærende lån fra landskassen afskaffes iøvrigt generelt i de bestemmelser, hvor der hidtil har bestået en mulighed for at benytte denne finansieringsform. Dette hænger sammen med, at der ikke vurderes at være rentemæssige fordele ved at benytte garantier for lån frem for landskasselån til den type projekter, som kan finansieres med de nye regler. Udover de nævnte ændringer, er der foretaget flere redaktionelle ændringer, hovedsagelig som en konsekvens af de indholdsmæssige ændringer. I det følgende omfatter redaktionelle ændringer også de ændringer, der er en konsekvens af indholdsmæssige ændringer. Nedenfor er anført bemærkninger til de bestemmelser, der er ændret i forhold til landstingsforordning nr. 13 af 30. oktober 1998 om støtte til fiskeri, fangst og landbrug som ændret ved lands tingsforordning nr. 1 af 31. maj 1999 om ændring af landstingsforordning om støtte til fiskeri, fangst og landbrug. Af praktiske grunde er samtlige ændringer indarbejdet i en ny samlet landstingsforordning således, at reglerne om støtte til fiskeri, fangst og landbrug fremgår af en enkelt landstingsforordning. Et forslag til landstingsforordning om støtte til fiskeri, fangst og landbrug blev fremsat på Landstingets efterårssamling i 2000, men behandlingen af forslaget blev i henhold til § 50 i Landstingets Forretningsorden indstillet. I forhold til forslaget fra 2000 er der i det foreliggende forslag foretaget ændringer i § 6. Der er således indføjet en hjemmel om støtte til anskaffelse af fartøjer til fiskeri efter hellefisk i de nordgrønlandske hellefiskedistrikter og særlige betingelser for denne støtte. Forordningsforslaget har i 2000 været sendt i høring hos APK, KANUKOKA, KNAPK, Konsulenttjenesten for Fåreavl, Fåreholderforeningen, Landbrugsrådet, Fiskerirådet og Økonomidirektoratet. De modtagne høringssvar er indarbejdet i fornødent omfang. Det nu foreliggende forslag er sendt til de oprindelige høringsparter med mulighed for at afgive eventuelle supplerende bemærkninger inden den 15. september 2001 til brug for overvejelser om eventuelle ændringsforslag til forslaget til landstingsforordningen om støtte til fiskeri, fangst og landbrug. Administrative og økonomiske konsekvenser Forslaget vurderes ikke at indebære en forøget administrativ arbejdsbyrde, og vil ikke kræve mere personale. Bevillingsmæssigt vil der blive tale om en begrænsning af de projekter, hvortil der kan ydes støtte. Derfor vil forslaget medvirke til, at de afsatte bevillinger til erhvervsstøtteordningen over-holdes. Bemærkninger til forslagets enkelte bestemmelser Til § 1 Formålsbestemmelsen er ændret for at klargøre, at forordningen omfatter støttevirksomhed og ikke regulering af adgangen til forskellige former for erhvervsudøvelse. Regulering af adgangen til erhvervsudøvelse er således fastsat i andre regler. Til § 2 Der er foretaget enkelte redaktionelle ændringer. I nr. 7 er desuden tilføjet, at forfalde ydelser vedrørende husleje også er omfattet af bestemmelsen. Bestemmelsen angiver en række kriterier, som der skal tages hensyn til, når det besluttes om en ansøgning om støtte kan imødekommes. De kriterier, der er nævnt i nr. 1) til 4 og nr. 8) indebærer, at der er tale om skønsmæssige vurderinger i de enkelte tilfælde. Derimod er kriterierne i nr. 5), 6) og 7) af objektiv karakter, og skal alle være opfyldt for at opnå støtte. Kriteriet i nr. 7) omfatter alene ansøgninger om anskaffelse af fartøj eller etablering af en landbrugsbedrift og ikke ansøgninger om støtte til investeringer, der foretages efter anskaffelsen eller etableringen, eksempelvis lån til reparationer eller til anskaffelse af fiskeredskaber m.m. Ved behandlingen af ansøgninger om reparationslån m.m. til igangværende fartøjer m.m., vil størrelsen af forfaldne ydelser dog indgå i bedømmelsen af om et projekt er økonomisk holdbart efter kriteriet i nr. 3). Af nr. 8) fremgår, at der skal foretages en vurdering af behovet for at yde støtte i de enkelte tilfælde. Der vil således kunne blive tale om at yde støtte med en lavere procentsats end det fremgår af de enkelte bestemmelser i denne forordning eller helt at give afslag på en ansøgning om støtte. Eksempelvis kan der med henvisning til nr. 8) gives afslag på en ansøgning, såfremt investeringen kan finansieres af ansøgers egne midler, eller såfremt der vurderes at være mulighed for at investeringen kan finansieres af banker eller andre finansieringsinstitutioner. Til § 3 Bestemmelsen fastslår, i hvilket omfang, der kan ydes støtte til anskaffelse af nye fiskerfartøjer, og den finansiering, der kan blive tale om. I den nuværende forordning fremgår de tilsvarende bestemmelser af § 6. Der er foretaget de begrænsninger og justeringer i støttemulighederne, som er nævnt ovenfor i de almindelige bemærkninger. I stk. 2 er procentsatsen for eget indskud således ændret fra 7,5 % til 10% og procentsatsen for rentebærende lån er nedsat fra 62,5 % til 60%. Ændringerne i procentsatserne skyldes at et krav om øget egenfinansiering forventes at forbedre låntageres motivation til at overvinde eventuelle økonomiske vanskeligheder, der måtte opstå efter anskaffelsen. Samtidig indebærer krav om en egenfinansiering, at der kun kan ydes lån til ansøgere, som har vist evne til at foretage en opsparing til senere investeringer eller udgifter. Endvidere er der i stk. 2 fastsat en mindste længde på 9,4 m for de fartøjer, der kan finansieres med henblik på indsættelse i krabbefiskeri og fiskeri efter hellefisk i de nordgrønlandske hellefiskedistrikter. Begrundelsen for at indsætte denne begrænsning er, at fartøjer, som er mindre end den nævnte længde vurderes som mindre egnede til krabbefiskeri og fiskeri efter hellefisk i de nordgrønlandske hellefiskedistrikter. Dette hænger for krabbefartøjers vedkommende sammen med, at der skal være mulighed for at opbevare bl.a. pladskrævende fiskeredskaber ombord. Ligeledes bør der være ophalerspil i fartøjerne af hensyn til fiskernes arbejdsforhold. For hellefiskefartøjer til Nordgrønland er begrænsningen begrundet med, at mindre fartøjer og joller ikke er egnede til disse områder, da ikke er egnede til fiskeri i områder, hvor der kan være langt mellem fiskepladser og indhandlingsanlæg. Endvidere forventes det, mindre fartøjer og joller i fremtiden får vanskeligt ved at opfylde hygiejnemæssige krav til behandling og opbevaring af fisk ombord. Til § 3 stk. 3 Bestemmelsen giver hjemmel til at stille betingelser om, at ansøgere til fartøjer, der udelukkende eller hovedsagelig skal anvendes til fiskeri efter hellefisk skal udtage en eller flere joller med påhængsmotor fra fiskeri efter hellefisk. Formålet med bestemmelsen at give mulighed for at igangsætte en udvikling, hvor joller med påhængsmotorer erstattes med større fartøjer, som kan opfylde fremtidige hygiejnekrav og tillige være bedre egnede til at fiske langt fra indhandlingsanlæggene. Til § 3 stk. 6 Bestemmelsen, der er omtalt ovenfor i de almindelige bemærkninger, er en ny bestemmelse. Der fastlægges heri regler om finansiering af fartøjer, der erstatter er forlist fartøj. Betingelserne i bestemmelsen skal dels tilskynde til, at fartøjsejere holder deres fartøjer forsikret, dels sikre, at der alene bliver tale om finansiering af den del af en nyanskaffelsessum, som fartøjsejeren ikke kan betale fra en udbetalt forsikringserstatning. Der vil efter bestemmelsen ikke kunne ydes lån til anskaffelse af fartøjer, der skal anvendes til fiskeri efter rejer. Derimod kan der ydes støtte til anskaffelse af et erstatningsfartøj, selv om det anvendes til fiskeri efter hellefisk. Til § 4 Bortset fra redaktionelle ændringer, svarer bestemmelsen til § 7 i den gældende forordning. Bestemmelsen indeholder en beregningsmetode for den finansiering, der kan blive tale om ved handel med brugte fartøjer, der allerede findes i Grønland, og som tidligere har været finansieret af Grønlands Hjemmestyre med rentebærende lån eller garanti for lån. Bestemmelsen indebærer, at der fastsættes en beregnet belåningsværdi, der som udgangspunkt i alle tilfælde bør udgøre den øvre grænse for, hvor stort lånet til køber kan være. Der vil således være muligheder for, at der i enkelte tilfælde kan udbetales nogen friværdi til sælgere af fartøjer, som har nedbragt deres gæld planmæssigt. Sælgers gæld kan være delvist nedbragt ved gældssanering. Dette er der taget højde for ved at belåningsværdien reduceres med det samme beløb, som er ydet i gældssanering. Dog skal der ikke ske reduktion til et lavere beløb, end hvad der svarer til sælgers restgæld vedrørende fartøjet. Dette kan illustreres med et par eksempler: A. Fartøjets belåningsværdi før fradrag af gældssanering B. Gældssanering C. Sælgers samlede restgæld vedrørende fartøjet D. Belåningsværdi med fradrag af gældssanering (A - B) E. Friværdi til sælger (D C) 900.000 200.000 600.000 700.000 100.000 900.000 200.000 800.000 800.000 0 I det sidstnævnte eksempel er belåningsværdien med fradrag af gældssanering på 800.000,- på trods af, at den som udgangspunkt skulle være på 700.000,- (900.000 - 200.000 = 700.000,-). At belåningsværdien er på 800.000,- skyldes, at restgælden vedrørende fartøjet er på et tilsvarende beløb, og at belåningsværdien ikke kan sættes lavere end sælgers restgæld. I forbindelse med beregning af belåningsværdien tages der herefter hensyn til reparationslån ydet inden for de sidste 10 år. Den samlede belåningsværdi vurderes hermed på forsvarlig måde at tage højde for fartøjets alder og vedligeholdelsesstand. Til § 5 Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til § 7b i den gældende forordning. Bestemmelsen giver mulighed for at udsætte opkrævning af første afdrag på lån indtil 1 år og 6 måneder efter at et fartøj er indsat i fiskeriet. Bestemmelsen har til formål at give fartøjsejeren en tilstrækkelig lang fiskesæson til at optjene til betaling af første afdrag. Til § 6 Bestemmelsen svarer for så vidt angår stk. 1 til stk. 6 med redaktionelle ændringer til § 8 i den gældende forordning. I stk. 7 er indføjet en begrænsning i de områder, hvor § 6 kan finde anvendelse, idet hellefiskedistrikterne er udeladt, som omtalt i de almindelige bemærkninger. Bestemmelsen har til formål at fremme anskaffelsen af joller, der opfylder de til enhver til gældende tekniske mindstekrav til erhvervsjoller i Grønland fremfor anskaffelsen af mindre egnede joller. En jolle kan ikke finansieres efter reglerne i denne bestemmelse, før der er udstedt en typegod kendelse af jollen. En jolleproducent kan opnå en typegodkendelse af jollen ved ansøgning herom til Direktoratet for Erhverv, der afgør om jollen opfylder de gældende tekniske mindstekrav. Når en typegodkendelse er opnået, skal de enkelte joller ikke undergives en konkret teknisk vurdering i forbindelse med ansøgninger om tilskud til anskaffelsen heraf. Bestemmelsen giver mulighed for, at der kan ydes tilskud til såvel fiskere og fangere, som fåre holdere og andre inden for landbrugserhvervet. For fåreholder- og landbrugserhvervet er det forudsat, at der fortrinsvis ydes tilskud til joller til fjerntliggende steder, som har de største behov for en jolle til transportbehov. På grund af de dårligere indtjeningsmuligheder i Qaanaaq distrikt og i Østgrønland i forhold til andre områder, er der fastsat en højere tilskudssats på 84% for disse områder end tilskudssatsen på 75% for øvrige områder. Til § 7 Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til § 9 i den gældende forordning. I stk. 1 er defineret hvilke udgifter, der betragtes som anskaffelsesudgifter ved finansieringen af et fartøj eller en jolle. De samlede anskaffelsesudgifter, som opgøres efter denne definition, er grundlaget for beregningen af rentebærende lån, rente- og afdragsfri lån eller tilskud samt eget indskud med de procentsatser, der fremgår af §§ 3, 4 og 6. Til § 8 Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til § 10 i den gældende forordning med den ændring, at mulighederne for at benytte garanti for lån i stedet for rentebærende lån, er udeladt. Bestemmelsen regulerer finansierinsmulighederne for ombygning og reparation af fartøjer og anskaffelse af fiskeredskaber m.m. til fartøjer. Til § 9 Bestemmelsen svarer med enkelte ændringer til § 11 i den gældende forordning. Dog er der ikke i stk. 2, som i den gældende forordning, henvist til vilkår for boligstøttelån. Dette skyldes, at det er administrativt uhensigtsmæssigt at benytte boligstøttevilkår i forbindelse med nærværende forordning, idet det eksisterende EDB-lånesystem ikke er udviklet til at anvende de særlige vilkår, som gælder for boligstøttelån. Støtten er dog den samme som til selvbyggerhuse efter de nuværende boligstøtteregler og det nyindsatte stk. 2 sikrer, at finansieringen af selvbyggerhuse som bolig for ejer, bruger, bestyrer eller medhjælper kan ske på vilkår, der tilnærmelsesvis svarer til vilkårene efter boligstøttereglerne. Anvendelse af bestemmelsen forudsætter iøvrigt, at projektet opfylder de tekniske standarder, som gælder for selvbyggerhuse, der finansieres efter boligstøttereglerne. Til § 10 til 13 Bestemmelserne svarer med redaktionelle ændringer til bestemmelserne i §§ 12 til 15 i den gældende forordning. Bestemmelserne regulerer finansierinsmulighederne for forskellige nærmere definerede investe-ringer inden for landbrugsbedrifter. Til § 14 stk 2 Bestemmelsen afskærer adgangen til støtte til etablering af nye fåreholdersteder. Det er dog fortsat muligt at opnå støtte til etablering af en landbrugsbedrift, hvor produktionen ikke er baseret hovedsagelig på fåreavl. Dette kan eksempelvis komme på tale, såfremt der viser sig mulighed for at etablere et landbrug baseret op kvægavl. Til § 15 Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til bestemmelserne i § 17 i den gældende forordning. Bestemmelsen har til formål at sikre at ejere af nyetablerede landbrugsbedrifter har en passende tid til at erhverve indtægter, inden der skal betales afdrag og renter af lånene. Til § 16 Bestemmelsen giver mulighed for at finansiere indkøb af foder og såsæd, som normalt er årligt tilbagevendende investeringsbehov. Lånene hertil sikres ved aftaler om, at lånene med tilskrevne renter tilbageholdes ved de årlige indhandlinger af lam til slagteriet. Herfra afregnes de tilbageholdte beløb direkte til landskassen. Til § 17 Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til bestemmelsen i § 19 i den gældende forordning. Mulighederne for at yde garanti for lån afskaffes med denne forordning. Bestemmelsen giver dog mulighed for fortsat at yde rentetilskud i forbindelse med de garantier for lån, der tidligere er udstedt. Til § 18 Bestemmelsen i stk. 1 svarer med redaktionelle ændringer til § 21 i den gældende forordning. Bestemmelsen i stk. 2 svarer med redaktionelle ændringer til § 23 i den gældende forordning. Det forudsættes normalt, at lån ydes mod pant i det fartøj eller den landbrugsbedrift, som låntager ejer. Der kan dog også kræves anden form for sikkerhed, såfremt fartøjet eller landbrugsbedriften ikke giver tilstrækkelig sikkerhed. Til § 19 Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til § 22 i den gældende forordning. Bestemmelsen indebærer, at rente- og afdragsfri lån normalt ikke skal tilbagebetales. Dette vil dog være tilfældet i forbindelse med eksempelvis et fartøjs forlis eller totalhavari, hvor der normalt kan påregnes udbetaling af en forsikringserstatning, som dækker lånene. I disse tilfælde er det den nedskrevne værdi af lånet, som kan kræves betalt af låntager. I forbindelse med handel med fartøjer eller landbrugsbedrifter, vil et rente- og afdragsfrit lån normalt blive afløst af et tilsvarende nyt rente- og afdragsfrit lån til køberen udover rentebærende lån. I disse tilfælde er det den nedskrevne værdi af det rente- og afdragsfri lån, som bliver tilbagebetalt. Til § 20 Bestemmelsen svarer til § 24 i den gældende forordning. Det fremgår bl.a. af bestemmelsen, at lån ydes som serielån og ikke som annuitetslån. Til § 21 til 23 Bestemmelserne svarer med redaktionelle ændringer til §§ 25 til 27. Bestemmelserne regulerer mulighederne for at yde henstand med betaling af renter og afdrag på bevilgede rentebærende lån og lån, der tidligere er etableret med landskassens garanti. Endvidere er det fastsat, at der kan opkræves en strafrente på 6% udover den normale rente af lånene, såfremt en ydelse ikke betales rettidigt. Til § 24 Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til § 28 i den gældende forordning. Dog er en bestemmelse udeladt, som omhandler mulighed for at betinge støtte efter bestemmelsen af, at Grønlands Hjemmestyre tildeles en eller flere bestyrelsesposter i det pågældende selskab. Dette skyldes, at et sådant vilkår ikke anses for relevant i praksis for den type selskaber, som i dag er låntagere under erhvervsstøtteordningen. Bestemmelsen regulerer iøvrigt mulighederne for at omlægge eller refinansiere lån og mulighederne for ekstraordinært at afskrive lån m.m. helt eller delvist i forbindelse med en økonomisk sanering af en virksomhed. Til § 25 Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til § 29 i den gældende forordning. Bestemmelsen regulerer mulighederne for at yde støtte med henblik på kondemnering af fartøjer, når der anskaffes et andet fartøj, som skal erstatte det kondemnerede fartøj. Det vil efter denne bestemmelse også være muligt at yde kondemneringsstøtte til flere fartøjer, som kondemneres og erstattes af et enkelt nyt fartøj. Til § 26 Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til § 31 i den gældende forordning. Bestemmelsen regulerer mulighederne for at yde støtte i forbindelse med at en fartøjsejer afgiver sin kvoteandel til Grønlands Hjemmestyre med henblik på at det pågældende fartøj ønskes taget ud af rejefiskeriet. Til § 27 Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til § 33 i den gældende forordning. Bestemmelsen regulerer mulighederne for rentefritagelse og gældssanering i de tilfælde, hvor et lån ikke længere er sikret ved pant. Det fremgår heraf bl.a., at ansøgere, der er omfattet af bestemmelsen har et retskrav på rentefritagelse. Til § 28 Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til § 5 i den gældende forordning. Til § 29 Det foreslås, at forordningen træder i kraft den 1. december 2001, og at de hidtil gældende forordninger ophæves, mens øvrige regler forbliver i kraft. Til §§ 30 til 31 Bestemmelserne svarer til §§ 35 til 36 i den gældende forordning. BETÆNKNING Afgivet af Landstingets Erhvervsudvalg vedrørende Forslag til landstingsforordning om støtte til fiskeri, fangst og landbrug Afgivet til forslagets 2. behandling Landstingets Erhvervsudvalg har under behandlingen bestået af: Landstingsmedlem Simon Olsen, Siumut, formand Landstingsmedlem Johan Lund Olsen, Inuit Ataqatigiit, næstformand Landstingsmedlem Per Rosing-Petersen, Siumut Landstingsmedlem Finn Karlsen, Atassut Landstingsmedlem Mads Peter Grønvold, Kandidatforbundet Landstingets Erhvervsudvalg har efter 1. behandlingen under EM 2001/21 gennemgået Forslag til landstingsforordning om støtte til fiskeri, fangst og landbrug med bemærkninger. Udvalgsarbejdet. Udvalget har behandlet forslaget til landstingsforordning på tre møder. Herunder har udvalget haft Landsstyremedlemmet for Fiskeri, Fangst og Bygder i samråd. Endvidere har udvalget afholdt et møde med APK, Den grønlandske havfiskerisammenslutning. Desuden har udvalget afholdt et møde med Landstingets Finansudvalg samt Landstingets Fiskeri-, Fangst- og Landbrugsudvalg. Indstillinger og politiske bemærkninger. Udvalget har under sit arbejde med forslaget undersøgt, hvilke andre finansieringskilder, der vil findes fremover, når der ikke ydes støtte til nye rejefartøjer via erhvervsstøtteordningen. Et flertal i udvalget (Siumuts, Inuit Ataqatigiits og Atassuts medlemmer) noterer sig i den forbindelse, at Landsstyret har fremsat et ændringsforslag til Forslag til Landstingsfinanslov 2002, som overfører 20 mio. kr. fra strukturpolitisk pulje til strukturtilpasning i fiskeriet. Landsstyremedlemmet for Fiskeri, Fangst og Bygder har under et samråd med udvalget oplyst, at disse midler afsættes til en strukturtilpasningsordning for det kystnære rejefiskeri. Disse midler vil således sammen med fiskernes egne midler kunne indskydes som egenkapital eller risikovillig kapital, og herved supplere de kommercielle lånemuligheder, i forbindelse med anskaffelser af større fartøjer til det indenskærs rejefiskeri. Dette flertal i udvalget støtter denne ordning, men har samtidig tilkendegivet overfor både Landsstyremedlemmet for Fiskeri, Fangst og Bygder samt Landstingets Finansudvalg, at de tilbageværende 8 mio. kr. i den strukturpolitiske pulje ligeledes udelukkende bør finde anvendelse på strukturtilpasning i det kystnære rejefiskeri. Dette skal bl.a. ses i lyset af, at de tilkendegivelser om mulig deltagelse i finansieringen af kystnære fartøjer, som har været fremført fra det havgående fiskeris side, følges af nogle krav, som det efter udvalgets opfattelse kan vise sig vanskelige at imødekomme. M.h.t. den del af forslaget, som medfører, at der ikke længere vil kunne ydes støtte til anskaffelse af nye mindre fartøjer og joller til fiskeri efter hellefisk, men alene til fartøjer over en vis størrelse, i Uummannaq, Upernavik og Diskobugten, lægger flertallet i udvalget stor vægt på, at Landsstyret er opmærksom på, at de nødvendige finansieringsmuligheder er til stede i forbindelse med denne vanskelige omstillingsproces. I denne sammenhæng bedes Landsstyret oplyse, hvor mange fartøjer der forventes anskaffet årligt med støtte efter de ændrede regler. Afslutningsvis skal flertallet i udvalget opfordre Landsstyret til at overveje, om der kan tilføres fiskerne nogle muligheder for at hente rådgivning i stil med den rådgivning, fåreholderne får gennen Landbrugsrådet og dets underliggende institutioner. Herefter indstiller et flertal i udvalget (Siumuts, Inuit Ataqatigiits og Atassuts medlemmer) forslag til landstingsforordning om støtte til fiskeri, fangst og landbrug til vedtagelse uændret. Et mindretal i udvalget (Katusseqatigiits medlem) mener, at der ikke i nødvendigt omfang er blevet sikret en finansieringsform og investorer til strukturtilpasningen i det kystnære fiskeri. Mindretallet mener, at de midler, der foreslås afsat ved et ændringsforslag til Finansloven for 2002 ikke er tilstrækkelige. Generelt mener mindretallet, at midlerne til nyanskaffelser af fartøjer er for små og at de skal forhøjes På den baggrund indstiller et mindretal i udvalget (Katusseqatigiits medlem)forslag til landstingsforordning om støtte til fiskeri, fangst og landbrug til forkastelse. Med disse bemærkninger skal Landstingets Erhvervsudvalg overgive Forslag til landstingsforordning om støtte til fiskeri, fangst og landbrug til 2. behandling. Simon Olsen, siulittaasoq Johan Lund Olsen Per Rosing-Petersen Finn Karlsen Mads Peter Grønvold

Regulation No. 10 on subsidy for fishing, hunting and farming · Nelum